Hundeslædetur

Tur på hundeslæde.

Det har været tøvejr et par dage, og sneen er begyndt at smelte. Nu varer det ikke længe, før vi ikke kan køre hundeslæde længere.
Vi har aftalt med Karl Elias, at han tar os med på en tur op af lille Akinnaq, og så videre ud til udsigt punktet, hvor man kan se ud over isfjorden.
Karl Elias er en af de bedste slædekører ( ialtfald den flotteste og sødeste..) Han vandt det årlige hundeslædeløb for mænd, og desværre var præmieoverrækkelsen og festen i aftes. Jeg tror den har været høj. Han så ialtfald meget træt ud, da han endelig dukkede op med vandflasken i hånden.
Han plejer at ha rigtig meget check på sine hunde. De lystrer - ligger pænt og venter o.l.
Jeg er imponeret - jeg kan knap styre min Buster, og han har 15 hunde, der bare adlyder.
Han fik  hurtig spændt 10 hunde for, og fik polstret slæden ekstra godt. Først med en sovepose og så 2 rensdyrskind ovenpå. Vi skulle sidde godt, for der kan godt komme lidt humpler. Det er faktisk derfor jeg ikke kører ret tit. Jeg er meget bange for min ryg.

Det gik fint ud af slædesporet. Vejret var fantastisk, og vi nød det rigtig,

Der var flere bump på vejen, og hundene tar` ikke altid hensyn til, at der stritter lidt klippe op, som de helst skal køre udenom. Nogle steder, når det gik rigtig stærkt,var der sne pukler, og vi fløj 1/2 meter oppe i luften. Landede dog altid igen på slæden. Hu, hej hvor det gik.
Ved udsigtspunktet hold vi pause og drak kaffe. Nød den fantastiske udsigt over isfjorden, hørte lidt om nattens fest, og besluttede at køre hjemad igen.
Det gik rigtig fint, lige indtil vi nåede til kanten af bjerget, hvor vi så skulle nedad. Det er stejlere end rutchebanen i Djurs sommerland, og jeg tænkte åhh nej.
Så spænder man hundene bag på slæden, så de ikke bliver kørt over af os, når vi får rigtig meget fart på. Så hjælper de nærmest med at bremse slæden.
Karl Elias nåede lige at spænde hundene fast bag på slæden, da et eller andet gik galt. Den ene hund hoppede ind over os på slæden, og da han ville ha den tilbage, slap han lige tøjlerne på de andre. Det plejer ikke at være et problem...( måske var hans reaktionsevne heller ikke helt optimal i dag) Hundene drønede  ned af bakken forrest, og med slæden baglæns bagefter.  Nu er jeg ikke særlig vild med nedkørsler, hverken forlæns eller ialtfald IKKE baglæns - og slet ikke uden Karl Elias, som løb bagefter.
Jeg reagerede hurtigt - kastede mig af slæden og nåede lige at se Claus blive smidt af lidt nede af bakken, da slæden væltede rundt.
Det eneste jeg tænkte var:  Åhhh nej - hans ribben.

Det gik heldigvis ikke så galt. Vi var bare lidt ømme bagefter. Hundene drønede hele vejen hjem til hundepladsen, hvor de pænt lå og ventede på mad, da Karl Elias endelig nåede hjem. Vi rutschede ned af fjeldet, og gik et godt stykke hjemad, og så kom han tilbage og hentede os. Vi kørte vi lidt rundt på det flade landskab, men jeg nægtede at tage bakken en gang til.

En skøn slædetur, som jeg aldrig glemmer.