Op ad bakke!!
På sygehuset, og især mit lille lab, har det været en drøj uge.Vi er gået over til Cosmic. Helt nyt edb system, og det hele startede mandag morgen. Selvom de fleste havde været på kursus, og alle burde være klar..... så gik det ikke helt glat.
Vi har bookingliste og kalender, og jeg skal komme efter dig....
Desværre snakkede de ikke helt sammen, så det blev et kaos. Printerne i hele huset stod af, og alt var lidt kaotisk. Heldigvis var der masser af cosmic-folk hele ugen, der hjalp os igennem. Samtidig har der været hackerangreb i det meste af verden, og der var også en lille snert af det her, så der måtte ændres i sagerne. Patienter var der nok af... men de var nu meget tålmodige.
Inaluk var i Aasiaat, og jeg var alene.
Her står jeg på vandværket tidligt om morgenen, og tager prøver af råvandet. Det skal så sendes med flyveren til Nuuk kl 9 , så det kan være fremme inden 48 timer. Vi krydser fingre for at den flyver i dag !
Som i kan se, er råvandet noget brunt, i forhold til de andre.
De andre er taget rundt om i byen på fiskefabrikken, varmeværket mm. Indtil nu har prøverne været ok, men jeg synes godt nok det ser lidt ulækkert ud i dag.
Endelig blev det fredag, og vi fik alle kage. Jeg drømte allerede om fredagsbar, og afslapning.
Så dukkede der pludselig en patient op, med en lav blodprocent. Patienten blev indlagt, og skulle ha` blod. Her gi`r vi først blod, når den er langt under 4, så det er ikke fordi vi fråser med det. Men der har været et par stykker denne uge, og jeg har tappet og tappet.
Jeg har bestilt 2 portioner 0 pos i Danmark, som kommer via Nuuk. Det er maf-blod og kan bruges til flere end vores fuldblod. Men nu var der gået en uge og det var stadig ikke dukket op.
Ind imellem er det utrolig svært at få fat i donorerne. Nu er det jo forår , og alle er ude at sejle mm.
Efter 4 timer stod jeg endelig med 2 portioner (blodet skal først hvile en time og så filtreres). Man tester det lige på en quick-test inden det må bruges, og uheldigvis var den ene positiv for hepartitis. ÅHHH nej, så er man lige ved at hyle...
Nå, det blev så en weekend uden blod i køleskabet.
Nåede lige en cola på fredagsbaren.
Nu er vi rykket udenfor og solen går jo slet ikke ned længere...
I går tappede jeg så igen... her er det den søde tandlæge, der ligger arm til. Her var blodet heldigvis perfekt.
Tirsdag:
Efter at ha` rykket Nuuk flere gange for 0 pos, sendte de noget i går. Yes - herligt.
Jeg havde fået fri, og var ude i fjeldet, da afdelingen ringede, at der var kommet en pakke. Jeg fortalte, at det sikkert var blodet, og de bare skulle stille det i køleskabet. Sådan er proceduren her. Vi har et blodkøleskab, kun til vores 4 portioner.
Om aftenen var jeg til perlesyning på sygehuset, og gik lige forbi lab, for at se.
Køleskabet var tomt.... så viste det sig, at sygeplejersken havde lagt det i fryseren....... HULK... det er op ad bakke det her.
Jeg er glad for, at jeg har haft fri i dag. Det var ikke mig der skulle ringe til Inge-lise i Nuuk, og fortælle det. Hun bliver tosset.
I dag har jeg haft fri, Jeg har godt nok vagt i morgen, men har kun en rigtig arbejdsdag tilbage på mandag. Det er underligt, som tiden er fløjet afsted.
Gider slet ikke tænke på, at jeg skal hjem om en uge...
Brugte min fridag ved Sermermiut, hvor jeg nød udsigten og stilheden.
Kom forbi Luit`s hund.
Den ser noget vemodig ud - det er tanken om, at den nu skal ligge der på stenen de næste mange måneder indtil det igen bliver snevejr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar